Plejevejledninger - Thestrup Snedkeriet

Gå til indhold

Hoved menu:

Plejevejledninger

Træ og pleje

Lakkerede overflader

Til den daglige rengøring af lakbehandlede møbler bruges en klud opvredet i lunkent vand. Husk at tør efter med en tør klud. Ved meget snavsende overflader benyttes en klud opvredet i sæbevand eller vand tilsat opvaskemiddel ( ca. 1-2 dråber opvaskemiddel i 3 liter vand) og eftertørres med en ren tør klud. Skulle det ske at der er kommet mærker efter sko og lign. på bordben som ikke kan fjernes på anden måde, fjernes de bedst med lidt rensebenzin.

Oliebehandlede overflader

En sådan behandling vil med tiden udfylde træets porer, så overfladen bliver glat og rimelig smudsafvisende, i forhold til det ubehandlede træ. Til den daglige rengøring bruges en klud hårdt opvredet i lunkent vand. Til svære pletter kan bruges lidt sæbevand (sulfo) og i værste tilfælde slibning med fint sandpapir, korn 220—400, eller en fin slibesvamp. Husk slibning altid foregår i træets længderetning, dvs. langs åreretningen. Efter slibning kan der forekomme en farveforskel. Det vil dog hurtigt forsvinde efter en ny oliebehandlingen lyspåvirkning. Det er vigtigt at man indimellem frisker sit møbel op med lidt olie. I starten vil det være oftere end normalt, indtil overfladen er mættet. Herefter ca. hver tredje måned afhængig af hvor meget møblet benyttes. Påføring : olien påføres jævnt  fordelt med en ren fnugfri klud eller svamp i træets længderetning i et meget tyndt lag. Der må ikke ligge ”små søer” rundt omkring. Umiddelbart efter gnides møblet efter med en tør fnugfri blød klud. ADVARSEL ! Husk at klude med olierester kan selvantænde. !!! Derfor skal alle de anvendte klude enten brændes eller gennemvædes med vand og lægges i en plasticpose, hvor luften klemmes ud og lukkes med en knude, inden de bortskaffes.

Sæbebehandlede overflader

Sæbebehandlingen vil give møblet en overflade der er rimelig glat og smudsafvisende. På egetræ- og bøgetræsmøbler vil det holde overfladen lys. Overdreven brug af sæbe vil dog gøre egetræ mørkt. Det nye møbel skal sæbebehandles 2-3 gange med en uges mellemrum. Ved de første behandlinger vil der opstå en fiberrejsning af træet, som følge af vandet. Når møblet er tørt, slibes derfor med en slibesvamp eller sandpapir, korn 180-240 i træets længderetning. Brug aldrig ståluld. Jævnlig afvaskning med sæbevand vil mindske fiberrejsningen, så derfor vil mellemslibningen efterhånden helt kunne undgås. Desuden vil sæbebehandlingen, når den mættede overflade opnås, forøge træets naturlige modstandsdygtighed. Til den daglige rengøring bruges en sæbeopløsning af ½-1 del sæbespåner til 1 liter vand. Sæbevandet påføres med en klud eller en natursvamp i træets længderetning, sådan at sæben fordeles jævnt og uden klatter eller tykke striber. Svampen eller kluden vrides hårdt op og der tørres af efter nogle minutter. Husk at give samme behandling på undersiden af fx en bordplade, for at undgå at træet vrider /slår sig.

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu